Da jeg nærmede mig afslutningen på min folkeskole begyndte jeg at blive grebet af en vis angst. Det føltes som et enormt stort skridt sådan at blive ”færdig” med at gå i skole, og jeg kunne ikke rigtigt overskue hvad det indebar. Jeg var glad for at gå i skole, og nød de trygge rammer det gav mig. Slutningen på folkeskolen ville betyde starten på noget nyt: noget nyt og ukendt. Jeg havde ingen anelse om hvad jeg gerne ville. Alt virkede for fremmed og fjernt til, at jeg kunne tage stilling til det.
Min mor mente (som altid) at hun havde en løsning til mig. Jeg skulle da bare tage på efterskole, ligesom hun havde gjort! Ifølge hende var det et perfekt sted at få lidt længere tid til at lære sig selv at kende, og finde ud af hvad man gerne ville. Samtidig var det nogle af hendes bedste år, og hun blev ved med at tale mit øre fuldt af hendes historier og oplevelser fra efterskoletiden.
Jeg var dog stadig lidt i tvivl. Var jeg virkelig klar til så mange forskellige nye indtryk? Min mor havde haft en masse oplevelser, og det var da sjovt at høre historierne. Men jeg havde svært ved at forestille mig selv være en del af noget lignende.
Det store fællesskab på efterskolen lød da også dejligt nok. Men samtidig virkede det overvældende pludseligt at skulle være omgivet af så mange mennesker. Jeg havde gode venner på folkeskolen, men det var ligesom en lille og tæt gruppe. Hvordan ville et stort fællesskab være i forhold til?
Jeg var også bange for at jeg ville komme til at savne mine forældre for meget. Jeg ved godt at man som teenager burde sige ”buhu” og glæde sig til at komme væk. Men jeg havde aldrig rigtigt lavet et ungdomsoprør, og jeg vidste med sikkerhed, at jeg ville få hjemve hvis jeg flyttede væk.
Men samtidig var jeg da også en smule nysgerrig efter at prøve noget nyt, og jeg ville gerne lære mig selv bedre at kende. Det virkede bare som et stort skridt, og det var det, jeg ikke kunne overskue.
Min mor havde dog som altid en løsning. Hun overbeviste mig om, at tage med til efterskolernes dag, så jeg kunne få en forsmag på hvordan det ville være, at gå på efterskole. Vi fik en rundvisning på efterskolen, og jeg kom til at kende nogle af de andre, der også overvejede at starte på skolen. Hver gang jeg fik set lidt mere af efterskolen, virkede den pludseligt mindre ukendt og fremmed. I løbet af dagen begyndte jeg ikke bare at kunne forestille mig selv være en del af efterskolen: jeg begyndte at glæde mig! Jeg kunne slet ikke holde mund i bilen på vej hjem, og min mor var simpelthen så glad for, at det havde virket.