Da den virksomhed jeg arbejder for annoncerede, at de var i gang med at lægge sidste hånd på deres aftale om leasing af firmabil til mig, blev jeg ellevild. Det her havde jeg gået og drømt om længe! Det er her nok værd at nævne, at jeg arbejder med at rådgive omkring investeringer i udenlandske ferieboliger. Store dele af min dag bliver altså brugt på kontoret, hvor jeg ringer rundt til folk der har penge at investere, men som endnu ikke har fået øjnene op for de investeringsmuligheder vi sidder med. Det er et hårdt job, da de fleste danskere i dag er ganske skeptiske overfor såkaldte ”investeringsrådgivere” der ringer uopfordret til dem via telefonen. Dem der er ekstra paranoide har endda instrueret sekretærer og lignende til at skille sig af med folk som mig. Hvis jeg ikke kommer direkte igennem til den person der har pengene til at investere, så skal jeg altså bruge lang tid på at snakke med disse ”gatekeepers” der griller mig og ikke ønsker at lukke mig igennem. Når jeg endelig får overbevist dem om, at det altså er i deres chefs interesse at tale med mig, så er salget ikke engang halvvejs. Nu skal jeg snakke med en, der i første omgang er sur over, og nysgerrig omkring, hvordan jeg kom forbi de mennesker han har ansat specifikt til at vogte sin telefon. Derefter skal jeg formane hans frygt for, at jeg er endnu en telefon snyder, til jorden. Og så kan jeg endelig begynde at tale med ham om den fantastiske mulighed jeg har, som vil kunne tjene ham rigtigt gode penge, hvis han investerer med det samme. For virkeligt at lukke salget, er jeg ofte nødt til at besøge kunden, så vi kan se hinanden ansigt til ansigt. Det skaber mere tryghed hos kunden, og det plejer at være nødvendigt for at få vedkommende til at skrive under.
Før jeg havde en firmabil var jeg nødt til at tage toget rundt i byen. Det var ikke altid lige praktisk: specielt fordi kunden godt kan være ret langt fra den nærmeste station. Jeg forsøgte mig også med at cykle rundt, men det er svært at sælge noget, når man er gennemblødt af sved fra top til tå.
Et par gange lånte jeg chefens bil. Han kører i en Tesla, så det er en ren luksus oplevelse! Det er da også kun noget jeg får lov til, hvis der er tale om et stort salg. På den måde giver det nemlig også kunden indtrykket af, at jeg er rig og succesfuld, og derfor værd at investere i. Den firmabil de leaser til mig bliver også en bil i luksusklassen, så den skulle gerne kunne gøre det samme.
Chefen gjorde dog én ting klart for mig: han bestemmer hvad for noget musik der bliver spillet i firmabilen. Det viste sig åbenbart, at jeg havde glemt en CD i hans bil en gang. Det havde skræmt livet af ham, da han startede bilen, og der pludseligt blev spillet Drum & Bass på fuld skrue inde i hans Tesla. Det eneste jeg ville få lov at høre i min firmabil ville være lydbøger med salgsteknikker og klassisk musik.